torsdag

Hvad tænker min baby?

Hvem ville ikke gerne vide, hvad der foregår inde i hovedet på deres baby? Hvad sker der bag de store øjne? En hel del, og hjernen har allerede ved fødslen et imponerende antal hjerneceller og synapser. Men selv om potentialet er til stede, er det vigtigt med stimulation, for at hjernen kan udnytte det. Derfor er det godt at vide, hvad din baby tænker, så du kan hjælpe mest muligt med til at udvikle og øge hjernens kapacitet.

Biblioteket har nogle lettilgængelige bøger, som fortæller om det lille barns udvikling, og hjælper med at forså, hvordan barnet oplever verden i de første vigtige år.
Stein Erik Ulvund: Forstå dit barn - 0-2 år
Beskrivelse af barnets psykiske og fysiske udvikling de to første år som hjælp til at forstå barnets følelser, tanker, handlinger og reaktioner. Med temaer som båndet mellem forældre og barn, barnet i vuggestuen og udviklingen af selvet m.m.
Politiken, 2007
Richard C. Woolfson: Hvad tænker mit lille barn?
Forfatteren går kronologisk frem. Enkelt og kortfattet beskriver han barnets udvikling. Han giver anvisninger på, hvordan barnets kropssprog kan fortolkes, og hvordan barnet oplever verden i de første vigtige år. Teksten er delt op i små afsnit med hver deres overskrift.
Paludan, 2006
Richard C. Woolfson: Den kvikke baby
Her er en meget anvendelig bog om spædbørns udvikling, skrevet af en kendt engelsk børnepsykolog. Bogen beskriver og giver gode råd om normaludvikling og stimulation, fordelt på alderstrin 0-15 mdr. og grupperet i kapitler om bevægelse, koordination, sprog, indlæring og social/følelsesmæssig udvikling.
Lademann, 2001